Regler og adfærd

Startnummer
Alle motorcykler skal have let læsbart startnummer foran og gerne også bagerst på motorcyklen. Vi har startnumre som udleveres uden beregning, hvis du ikke allerede har startnummer på motorcyklen. Startnummer er obligatorisk, således at vi og deltagerne kan identificere hinanden både for det gode og det dårlige. Spotter du en deltager som kører hensynsløst eller er placeret i den forkerte klasse bemærker du nummeret og henvender dig til os.

Teknisk kontrol
Deltagerne har selv det fulde ansvar for at deres cykel og udstyr er i forsvarlig stand. Det forventes, at du allerede hjemmefra har gennemgået MC + udstyr eller senest gør dette på morgenen for arrangementet, således at vi lynhurtigt kan gennemføre teknisk kontrol af alle deltageres motorcykler. Den tekniske kontrol skal i høj grad ses som en service til deltageren, hvor de får endnu et par øjne på cyklen. Vi er ikke hysteriske, men mener vi ikke at cyklen/udstyr er i forsvarlig stand risikerer deltageren at blive forment videre kørsel på banen indtil sikkerheden er ok.

For så vidt angår beklædning gælder det at du som minimum skal være iført almindelig MC beklædning (MC handsker, MC støvler, MC køredragt i tekstil eller læder, full face hjelm) samt rygbeskytter.

Tidtagning
Til alle arrangementer vil der være obligatorisk tidtagning i alle klasser for at sikre optimal klasseinddeling. Har du ikke en transponder kan den lejes for 50 dkk/dag. Deltagernes omgangstider kan følges online som livetiming og efter afsluttet pas bliver tiderne lagt på nettet. Tiderne kan også hentes efter når du er kommet hjem.

Flag
Det ternede flag bruges på langsiden når passet er slut. Når du ser det ternede flag skal du på Ring Knutstorp forlade banen ved udgangen i første sving efter langsiden.

Det gule flag bruges, hvis der er fare eller potentiel fare. Ved gult flag er der overhaling forbudt indtil første flagpost der ikke flager gult.

Hvis du ser et gult flag er du agtpågivende og identificerer hvori faremomentet ligger. Du sænker kun farten minimalt (passende til faremomentet), således at pludselige hastighedsskift ikke i sig selv udgør en fare. Men husk der er overhaling forbudt. Brug altid hovedet, også når du ser et gult flag!

Hvis du ser et rødt flag kører du direkte til nærmeste bane-udgang og ind i ryttergården.

Friktionsflaget (rødt/gult stribet flag) bruger vi kun i absolut nødstilfælde, hvor vi skønner at deltagerne ikke selv opdager at der er nedsat friktion. Typisk vil passet i stedet blive afblæst og banen rengjort. Hvis det fx begynder at regne vil deltagerne normalt selv bemærke dette og vi bruger ikke friktionsflaget.

Opførsel på banen
Når man kører ind på banen ser man altid tilbage for at sikre sig at man ikke kører ud foran en kører, der allerede er i fart. Og man holder sig i samme side af vejbanen indtil man er rundt i første sving. Efter første sving er der fri kørsel og det forventes at man kører med hastigheder der er passende for ens evner og erfaring – og ikke meget langsommere end det, da der herved kan opstå farlige situationer.

Undgå pludselige retningsskift og temposkift på banen – kør forudsigelige linjer. Langsommere kørere skal koncentrere sig om deres egen kørsel og ikke forsøge at give plads til bagfra kommende kørere fx ved brug af pludselige retningsskift. Bagfra kommende kørere har meget lettere ved at “læse” en kører der koncentrerer sig om sin egen kørsel. Hvis man vil lade en bagvedliggende kører overhale, kan man evt. lade være med at give fuld gas ned af langsiden eller andetsteds. Men husk, du må kun sænke farten en anelse.

Hvis man vil afbryde et pas før det er slut (pga. træthed eller andet) kører man sidste omgang med normal fart og signalerer med hånd eller ben når man nærmer sig slutningen på omgangen.

For Ring Knutstorp gælder det, at når passet bliver afflaget og altså er slut, forlader man banen ved udgangen umiddelbart efter langsiden. Dvs. når du ser det ternede flag skal du være klar til at nå helt ned i fart og forlade banen nede i første sving efter langsiden. Dette vil blive klart signaleret med en flagpost ved udgangen.

Hvis passet afbrydes pga. styrt eller andet viser flagposterne rødt flag og man forlader banen ved nærmeste udgang.

Det gælder altid at man signalerer med hånden (eller foden) når man sænker farten, også ved passets afslutning.

Overhaling
De to vigtigste regler, vis hensyn og brug hovedet! Den overhalende kører skal altid overhale således at det ikke er til gene for den kører han overhaler. Tænk på at en ikke-erfaren kører kan blive forskrækket og føle sig klemt ved en overhaling. I blå klasse skal der holdes mindst 1 meters afstand ved overhaling og i “åben” grøn klasse 2 meter.

Har du svært ved at overhale en langsommere kører kan du evt. køre ind igennem pitlane for at lægge afstand. Alternativt og mere anbefalelsesværdigt er at du tager lidt fart ud af cyklen, og benytter lejligheden til at tænke over din køreteknik. Slap af og gør det du véd du bør gøre. Det giver dig mere fart og hjælper dig til at køre hurtigere og mere sikkert – og få lettere ved at overhale.

Ved styrt og afkørsler
Hvis du har haft en afkørsel og kan køre videre, orienterer du dig grundigt inden du kører ind på banen igen, således at du ikke generer andre kørere. Husk, der kan være jord/græs på dækkene og dermed følgende nedsat friktion.

Hvis du er styrtet, men kan rejse dig bevæger du dig hurtigst muligt i sikkerhed, således at du ikke risikerer at blive ramt af andre kørere. Du er ikke i sikkerhed når du står i vejkanten, så gå fx om bag et autoværn.

Hvis du ikke kan rejse dig bliver du bare liggende, og passet bliver flaget af. Der kommer derefter ambulance på banen og cyklen bliver hentet ind.

Sørg for at flagposterne kan se hvad din situation/hensigter er, således at vi kun flager passet af når det er nødvendigt.

Husk, at du må ikke på noget tidspunkt stoppe på banen. Heller ikke selv om din bedste kammerat er styrtet på din nye MC!

Opførsel i ryttergården og pitten
Max hastighed i pit og ryttergård er 20 km/t. Der er både børn og dyr tilstede, så vis hensyn! Burn-outs, baghjulskørsel etc. er forbudt (også på banen)! Det samme gælder larmende opførsel efter sengetid og generel unødvendigt støjende adfærd. Det er tilladt at campere i ryttergården, men bemærk at der ikke må bores huller i asfalten. Udbedring af skader på asfalten står for egen regning. Husk endvidere at placere affald i dertil opstillede affaldspande inden inden I forlader ryttergården. Brugte dæk skal medtages.

Strøm
Hvis du skal bruge strøm på Ring Knutstorp, skal du være opmærksom på at det koster 100 dkk/1 dag, 200 dkk/2 dage og 300 dkk/3 dage og at du får et mærkat til at sætte på ledningen der indikerer at du har betalt. Har du sat et stik i strømudtagene på banen forfalder afgiften hvad enten du kun skal bruge strøm til natlampen eller om det er til alle dine strømslugere og nabolejrens oveni.

Fra banens side tages der som regel fotos af strømskabene, så der er ingen vej udenom når man først har sat stikket i. Strømafgiften forfalder til baneejeren, men Zenergy skal indkræve afgifterne. Så vær venlig at betale for strøm ved registrering, så vi slipper for at skulle bruge tid på at lege pengeindkræver. Det er en god idé at man så vidt muligt deles strømudtagene, så man kan spare lidt penge der.

Afbookning
Skulle du blive forhindret i at deltage kan du indtil 14 dage inden arrangementets start afbooke din plads mod et afbookningsgebyr på 20 %. Ved afbookning senere end 14 dage inden arrangementets start refunderes deltagergebyret ikke. I denne situation opfordrer vi til at man selv sælger pladsen videre.

Comments are closed.